Stor interesse for kampvalg i Dansk Sygeplejeråd

2009-06-25 14:18

Det har medført massiv medieinteresse, at Dansk Sygeplejeråds (DSR) knap 60.000 aktive medlemmer skal stemme om ny formand. Valget står mellem fungerende formand Grete Christensen og formand for DSR’s Lederforening, Irene Charlotte Hesselberg.

Mandag eftermiddag stod det klart, at sygeplejerskernes kommende formand enten bliver Grete Christensen, fungerende formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR) eller Irene Charlotte Hesselberg, formand for DSR’s Lederforening. De to kandidater skal nu ud i en valgkamp og udfaldet ligger klart den 14. september.

Netop det faktum, at der for første gang i flere år er kampvalg om formandsposten i DSR har medført mediernes interesse. En optælling, som DSR har foretaget, viser, at 65 medier har omtalt kampvalget alene i perioden fra mandag den 22. juni til torsdag den 25. juni.

I DSR vælges formanden direkte af de aktive medlemmer, der tæller knap 60.000 sygeplejersker. Selve valghandlingen begynder mandag den 31. august og afsluttes mandag den 14. september.

Tilbage
Gå til www.DSR.dk